Okay så gik der igen 1,5 måned før jeg fik opdateret. Det skyldes til dels at jeg ikke rigtig har haft tid til at skrive og til dels at mit wifi er VIRKELIG langsomt... Så ja,
langt indlæg forude, så er I advaret. Her en opdaterig om, hvad jeg har lavet i JANUAR måned:
Districts:
Den 3.-5. tog vi med ungdomsgruppen (kirken) op til Green bay som ligger 3 timers kørsel væk. Det var til et arrangement kaldet "Districts", hvor unge fra kirker fra hele Wisconsin og de omlæggende stater kom. Vi var i alt 3500 mennesker, og vi havde et helt hotel for os selv! Det var helt vildt. Fredag aften mødtes alle nede i en konference hal eller sådan noget, hvor der blev snakket lidt om weekendens program osv. Resten af weekenden var der koncerter, arrangermenter, konferencer og andre aktiviteter og vi var bla. til et seminar med en tidligere model som fortalte om hendes liv og om hvordan modebranchen var (ikke positivt), og hun var generelt bare en virkelig god fortæller. Det var en rigtig interessant og hyggelig weekend, og jeg må sige, at jeg her har lært mere om Kristendommen og Jesus end jeg nogensinde gjorde til konfirmationsforberedelserne derhjemme + at det er meget mere spændende. Få minutter før midnat kom alle ud fra deres værelser til noget der hed midnats skriget. Alle begyndte så at skrige indtil midnat, hvor man skulle være på sit værelse. Lidt spøjst, men meget sjovt. Der er her nogle billeder og et link til en video, der blev lavet efter weekenden. Johanna og jeg er medlem af en "Udvekslingsstudenter i Wisconsin" facebook gruppe, så vi tænkte at med så mange mennesker kunne der jo være andre end os. Så vi skrev i gruppen, og sandt nok, der var en norsk pige som vi mødtes med til morgenmad søndag. Det var virkelig hyggeligt, selvom det kun var kort. Igen, det er så nemt at snakke med andre udveklingsstudenter!
Badger Hockey kamp:
Vi var til endnu en hockey kamp, denne gang var Anna Sophia fra Holland også med. Det var virkelig fedt, elsker at se hockey. Vi kom endda på storskærmen ikke én men to gange, men fik desværre ikke et godt billede af det denne gang. På et tidsspunkt kom spillerne op at slås (noget af det bedste ved kampene), og alle spillerne fik 2 minutter udvisning. Det var virkelig kaotisk og flere spillere blev smidt helt ud af resten af kampen.
Sabrina dansekonkurrence og Snowball dance:
Sabrina havde en dansekonkurrence med skolens konkurrencehold, som vi var ude og se. De klarede det rigtig godt, og det var fedt at se alle holdene som var virkelig gode. Sabrina skulle danse to gange men på to vidt forskellige tidspunkter, så vi tog tilbage til Beaver Dam og os søstre fik os en pedicure (gave fra mom and dad til the snowball dance) Lidt senere tog vi tilbage og så Sabrina danse igen og så tilbage igen og gøre klar til festen på skolen. Det var lidt ligesom homecoming, men ikke lige så stort, så det var bare Sabrina, Johanna og jeg der gjorde os klar sammen. Vi kom derhen, tog skoene af of dansede stort set resten af aftenen. Det var rigtig fedt, og gjorde at jeg glæder mig 10 gange mere til prom nu. Bonus info: Jeg købte min kjole for omkring 40 kr. i en genbrugsbutik.
Finals week: Vi havde eksamener i alle vores klasser, og jeg er så glad for at være færdig med Marketing!!! Det gik dog rigtig fint i min test i den klasse, da jeg fik en af de bedste resultater i vores test. Resten af eksamenerne gik også helt fint. Vi skulle møde senere de dage med finals, så vi tog ud og fik brunch en af dagene. Dejligt at have finals overstået i hvertfald.
AFS mid-year orientation:
Vi havde fri fredag efter vores finals, så Sabrina, Johanna og jeg tog hen til Lexi og lavede armbånd, som hun tager med til Liberia, når hun skal på en missionstrip med sin kirke her på tirsdag. Det var virkelig hyggeligt, og jeg glæder mig sådan til at høre og se billeder fra hendes tur. Johanna skulle til hockey og Sabrina ud og søge job, så det var bare Lexx, Celia og jeg. Vi tog hen til byen internationale bordingschool, hvor der var en basketkamp. Bagefter tog vi hjem til Celia, og hold da op hvor var det bare en af de bedste aftener jeg har haft i lang tid. Celias familie har denne har lidt sjove og mærkelige tradition, hvor de tager til Taco Bell ved midnat og derefter til Walmart. Så vi (Lexx, Celia, værtssøster Sarah og værtsfar Salim) klædte os ud, tog til Taco Bell og derefter til Walmart, hvor vi bare gik rundt og var fjollede. Det lyder nok lidt underligt (og det var det også), men det var virkelig sjovt. Vi købte cheesecake og tog hjem og så Grusomme mig 2. På et tidspunkt i løbet af aftenen, havde Lexi, Celia og jeg det sygeste grineflip og lige pludseligt begyndte vi bare at græde, fordi vi kommer til at savne hinanden så meget... Det var virkelig trist, men også ret sjovt hvor hurtigt stemningen ændredes. Vi kom dog hurtigt i godt humør igen, og holdte taler til hinanden. De er bare nogle dejlige veninder de to, og jeg er sikker på, at vi er blevet venner for livet :)
Nu til hvad overskriften rigtigt er om, undskyld den lange tekst om vores fjollede dag deroppe ^. Næste morgen blev vi hentet af en skolebus med omkring 30 udvekslingsstudenter på vej til vores midt års orientering. Det blev holdt oppe på et rigtig hyggeligt hotel og konferencecenter i en by kaldet Green Lake. Vi blev delt ind i grupper, hvor vi snakkede om kulturforskelle, mål for resten af vores ophold osv. Det var fint nok, men det bedste var nu nok, da vi havde fritid til at snakke og hygge med hinanden. Tror jeg har sagt det før... Men at have venner fra hele verden er simpelthen noget af de bedste, jeg nogensinde har oplevet. Man lærer så sindssygt meget om andre lande og kulturer, og det er så nemt at snakke med alle, fordi vi har så meget tilfælles. Så fedt! Fordi vi er så mange i vores områdegruppe, var der mange jeg ikke havde snakket med før, men det fik jeg muligheden for denne gang, og det var bare så fedt. Fik også snakket rigtig meget med dem fra Skandinavien og vi startede ud med at have en lille konkurrence om hvilket land, der var det bedste, men så blev vi enige om at Skandinavien i det hele taget er et skønt sted ;-) De er nogle herlige nogle. Jeg har desværre ikke så mange billeder, da vi ikke måtte tage vores telefon med og fordi mit kamera gik ud, men har nogle fra Johanna. Da vi kom hjem søndag eftermiddag tog vi til koncert på skolen med orkestret fra Madison college, og det var virkelig fedt og meget imponerende.
Nyt semester:
Jeg har fået nyt skema, som jeg er rigtig glad for. I den første block (to timer) har jeg "fashion decisions", som er en klasse lidt ala håndarbejde, men hvor man lærer mere om design osv. Vi er kun omkring 14 piger, og de er bare så søde. Vores første projekt var at dekorere et af skolens udstillingsvinduer. Min gruppe var virkelig god, og synes vi vores færdige vindue så rigtig godt ud.
Derudover har jeg studyhall (tid til at lave lektier), matematik, environmental science (naturvidenskabs klasse om miljøet.. lige mig ;) ) og så til sidst har jeg government som er omkring USA's regering osv. Det er egentlig en senior klasse, så kender ikke så mange, men en senior som jeg spiste frokost med sidste semester har den også + en veninde fra min idrætsklasse. Hun hedder Grace og er simpelthen så sød. Hendes forældre er fra Laos og hun har både boet i Kina og England og har rejst omkring i hele verden. Så vi har meget at snakket om med vores fælles rejseglæde! Hun gav mig også en nøglering hun havde købt i Laos i December!
Super Bowl: Her for nogle uger siden var det jo den store Superbowl finale kamp. Vi tog hen til nogle af mom and dad's kollegaer, hvor vi var omkring 30 i alt. Som de fleste af jer nok ved, vandt Seattle Seahawks jo overlegent, så det var egentlig ikke en så spændende kamp, men det var nu alligevel en fed oplevelse. Det var også fedt at se halftime showet med Bruno Mars og de kendte reklamer - dog synes jeg at der var lige rigeligt. Kampen tog jo 3-4 timer pga. reklamerne. Men vi fik spist en masse, set noget amerikansk fodbold og hygget os, så det var en rigtig god oplevelse.
Andet: Pga. det meget kolde vejr har vi i alt haft 4 fridage indtil videre. Det var -30 der føltes som -40, og en af dagene føltes det endda som -45 pga. vinden. Det var helt vildt. Jeg holdte mig bare indendøre og drak varm kakao. Dog måtte jeg da lige prøve at kaste kogene vand op i luften, så det blev omdannet til sne. Sådan en kulde får jeg nok ikke at opleve lige forløbigt (Gudskelov)
Var også ude og spille laser-tag med nogle venner for nogle uger siden. Virkelig sjovt, selvom jeg var virkelig dårlig haha.
Nå ja giraf historien nåede i den grad også til USA. Den var endda i min government klasse under top 10 news en af dagene. Min lærer blev ret begejstret for at Danmark var i nyhederne, så han begyndte at spille "Der er et yndigt land" Han er seriøst den sjoveste lærer. Siden da har han spillet den og andre sange, når vi kommer ind i lokalet. Her den anden dag spillede hanen sang og kiggede over på mig og smilede og vinkede. Jeg kunne ikke helt huske hvilken sang det var, så jeg vinkede bare lidt akavet tilbage. Da jeg kom hjem gik det så op for mig, at han spillede "Kong Christian stod ved højens mast"... Lidt pinligt at jeg ikke kunne huske det haha!
Der kommer snart et indlæg omkring weekenden, hvor Anne kom på besøg. Håber I har det godt!
Knus Julie






























Ingen kommentarer:
Send en kommentar