Hej med jer.
Advarsel! Meget langt blogindlæg:
Jaaa, jeg har jo stadig sommerferie, og det er såå dejligt. Vejret er dejligt varmt (25-35 grader hver dag), og jeg nyder tilværelsen. Er dog lidt forkølet, er ikke sikker på hvorfor, men tror det er fordi, alle fyrer så meget op for airconditionen, så jeg går fra varmt til koldt til varmt o.s.v. Men har fået at vide at jeg er blevet solbrændt wuhuuuu!!! (Selvfølgelig ikke i forhold til min familie som har spansk-mexicanske rødder men stadig!!)
Anyways, der sker en masse ting. Jeg er bl.a. lige startet til tennis, og det er virkelig sjovt. Jeg er på et hold, der hedder junior varsity med en blanding af nybegyndere og rimeligt gode. Jeg havde sagt til træneren Ryan (han er mega god forresten), at jeg var lidt nervøs, fordi jeg ikke har spillet tennis i flere år. Det begynder lige så langsomt at gå bedre, og han roser mig også en del og siger, at jeg ikke havde noget at være nervøs for. Vi træner hver dag, og det er dejligt at få dyrket noget motion igen!!! Det havde jeg savnet! Og så blev jeg udvalgt sammen med nogle andre piger fra jv (junior varsity) til at skulle spille kamp i en by der hedder De Forest. Det var en rigtig god dag! Vi tog afsted kl. 7 om morgenen, og vi kørte i en gul skolebus wuhu!! Jeg skulle spille 1. double med en pige, der hedder Claire, hvilket betyder at vi er det bedste double par på holdet. Vi vandt en kamp og tabte to, så vi kom på en 4. plads ud af 8, tror jeg nok. Når vi ikke spillede, sad vi sammen på holdet og snakkede og hyggede. Pigerne er virkelig søde, og de kaldte mig adorable 1000 gange hver gang jeg sagde noget på dansk (det var meget sjovt, men er ikke vant til at blive kaldt nuttet af folk på min alder haha... Så det var lidt underligt også) Bagefter spiste vi burgers (selvfølgelig), og pludselig kom en ældre kvinde hen til os og sagde noget i retning af: Det er ikke alle på min alder, der står op hver dag og har det lige så godt som mig, så husk at nyd livet mens I er unge og hav det sjovt.
Man skulle måske have været der, men det var bare så sødt!! På vej hjem sad jeg sammen med Lexi (en af Sabrinas veninder som egentligt spiller på varsity - det bedste hold, men hun manglede at spille nogle kampe, så hun tog med os) Anyways, hun er såååååå sød! Vi minder virkelig meget om hinanden, og hun er bare rar at være i selskab med! Vi har også en virkelig ens musiksmag, så på vejen hjem sad vi bare og lyttede til musik og snakkede.
En time efter jeg var kommet hjem fra tennis, kom Celia (spansk udvekslingsstudent) og Lexi over. Vi hoppede i poolen med glowsticks med en smuk stjernehimmel over os, og detvar bare hyggeligt! Derefter så vi film og faldt i søvn. Jeg stod op lidt tidligere og lavede kanelsnegle til os (ikke fra bunden, bare nogle man ruller ud....) Det tog dog lidt lang tid, da der stod 400 grader fahrenheit på pakken, hvilket lød af ret meget, så jeg omregnede til celsius hvilket svarede til ca. 200 grader. Jeg tænkte åbenbart i celsius, for jeg satte ovnen på 200 grader fahrenheit, så det tog lidt længere tid end forventet ;-) (200 fahrenheit er 93 grader.
Tilbage til tennis: jeg skal måske rykke op på varsity (de 10 bedste), men det er ikke sikkert jeg kan (og har lyst) ... Det kommer der mere om senere.
For to uger siden tog vi hen til "The dodge county fair" som var et slags marked/tivoli. Der var en masse boder, forlystelser, dyr, koncerter o.s.v. Det var meget fedt, og jeg prøvede at ride på en kamel!! Nærmest alt mad man kunne købe var friturestegt, så jeg smagte noget, der hed "Funnel cake", som ja var noget friturestegt dej med flormelis. Meget sundt ;) (I kan se billede længere nede)
Mom, Laura og jeg tog til Fond du Lac (en by 30 min. Fra BD), hvor vi så en udendørs koncert med "Kids of Wisconsin". Det er en gruppe af unge, der synger og danser, og de var rigtig gode. Keith (min værtsbror) bor i Fond du Lac, så vi var ude og spise med ham bagefter. Han er en flink og sjov fyr :)
Sabrina var med i et show, der hed FOG (For our generation). Det var lidt ligesom Kids of Wisconsin med unge der sang og dansede, bare ikke lige så stort. De sang kun sange fra musicals, så jeg kendte ikke dem alle. De var dog rigtig gode, og pengene gik til forskellige aktiviteter inden for kunst for unge.
Mandag d. 19 tog Sabrina, Laura, Emma (Sabrinas bedste veninde) og jeg op til Wisconsin Dells igen, hvor vi var i vandland og prøvede forlystelser. Det var en rigtig god dag, og jeg kan virkelig godt lide Emma - hun er rigtig sød og sjov ligesom Sabrina og Laura. Det var ret fedt det der med at Sabrina bare kunne køre os derop, fordi hun har kørekort og bil. Hun kører forresten virkelig godt og fik en høj score på sin køretest (så bare rolig mor!)
Og forresten!! Så var jeg i radioen her den anden dag! Min dad er i radioen en gang om måneden for at tale om forskellige ting i forhold til øjne (han er jo øjenlæge) Jeg fik lov til at komme med for at se hvordan det var, og pludseligt fik jeg høretelefoner på og var i radioen! Radiomanden spurgte ind til en masse ting om mig, om det at være på udveksling og om Danmark. Jeg var slet ikke forberedt, så der var nogle gange, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, men det gik alligevel ret godt. Fed oplevelse (og jeg får en kopi af udsendelsen)
Jeg har også været til min første amerikanske fodbold kamp, og selvom jeg ikke forstod en meter (eller en yard... Ha ha ha ha ha), så var det ret sjovt alligevel. Vi vandt 41-8, så det var ret fedt. Hele familien var afsted, men jeg sad mest med Sabrina, Lexi og så den spanske udvekslingsstudent Celia. Det var virkelig hyggeligt!
Søndag aften var det tid til skoleårets første "dance". Det blev kaldt en "kick off" dance, for ligesom at starte skoleåret. Næsten alle sportsholdene havde lavet en dans, som de fremførte foran hele skolen. Det var virkelig sjovt, og vinderen var fodboldholdet (amerikansk fodbold) Selvom mange synes, at det er unfair, at fodboldholdet vinder hvert år, så synes jeg, at det var helt fortjent. De dansede overraskende godt, og så var de virkelig sjove (de twerkede endda - den yngre generation af læsere ved hvad det betyder ;) )
Derudover har jeg også været til min første amerikanske bonfire med smores og det hele (kiks med skumfiduser og chokolade.... Yum!), været til første skoledag på Lauras kristne skole, været i biografen med min mom, været til elevrådsmøde som jeg forresten er med i og så mødte jeg min dads datter Sara fra et tidligere ægteskab. Hun er rigtig sød og sjov og har også en god tøjsmag, så Sara, Sabrina og jeg tog på homecoming kjole shopping (Skal nok forklare hvad homecoming er senere. I får først kjolen at se til homecoming, men jeg kan sige at jeg købte den for 10 dollars!! Er I stolte af mig eller hvad? Sabrinas kostede 185 eller sådan noget.)
Næsten hele familien var også ude at spise (mom, dad, Sabrina, Laura, Sara, Keith og hans kæreste Marisa). Bagefter havde vi meget sjov med at lægge arm med en falsk arm... Man skulle nok have været der, men det var i hvertfald sjovt!
Jeg har virkelig været heldig med min familie! Jeg føler mig virkelig hjemme, og det hele går bare bedre dag for dag! Det er virkelig fedt at have søstre (Still love you brormand!), men det er det virkelig! Sabrina flettede mit hår til kick off dansen, jeg låner noget af hendes tøj, vi har hver især interne jokes o.s.v. Kender I de der øjeblikke hvor man bare er rigtig glad? Og hvor man ville ønske man kunne optage øjeblikket? Sådan et havde jeg her den anden dag: kl. Var 9 om aftenen, der var 30 grader udenfor og Laura og jeg hoppede i poolem, mens vi hørte musik. Pludseligt blev det ret mørkt og så kom stjernerne frem!! Vi svømmede bare frem og tilbage og snakkede og fjollede, og det var så hyggeligt! Og så lagde vi os ind i hendes seng senere og så Duck Dynasty (Underlig men sjov serie) Fordi mom og dad er på arbejde og Laura i skole, så har jeg været en del sammen med Sabrina. Det har været virkelig hyggeligt, og hun er også mega sød. Jo og os søstre tog også på første-skoledag-outfit-shopping en af dagene. Vi spiste der og shoppede indtil butikkerne lukkede om aftenen... Win win at have søstre!
I forhold til sproget så går det helt fint. Alle roser mig meget for mit engelsk, hvilket gør mig rigtig glad! Jeg kludrer selvfølgelig rundt i det og laver fejl, men det går rigtig godt! Når man snakker med Celia (den spanske pige) kan jeg godt se, at mit engelske niveau er en del bedre, for man skal tale ret langsomt og ikke bruge for svære ord. Så ja på den front går det også godt!
Min nye fjollede søster og mig :)
Laura og jeg prøvede denne... Jeg blev virkelig rundtosset
Søstrene og Emma i Wisconsin Dells
I Wisconsin Dells. Forlystelsen gik så hurtigt og rystede så meget, at man fik ondt i nakken af den.
Til Rikke: Min første gang på Taco Bell. En mand kom hen og spurgte hvorfor jeg tog et billede af maden :D Savner dig!
Til fodboldkampen. Fra venstre: Sabrina, Lexi (Sabrinas veninde), Celia (den spanske udvekslingsstudent) og mig :)
Mit skab. Skal forestille det amerikanske flag. Undskyld familie for at der ikke er nogle billeder af jer, men tog billederne fra facebook, og vi har ikke lige nogle familiebilleder dér.
I skolebussen!!
Ser virkelig dum ud, men på det andet billede vidste Chayenne (pigen på billedet) ikke at jeg tog et, så dette var bedre. Blev lidt rød i hovedet efter at have spillet kamp hele dagen i solen i onsdags.
Beklager at dette indlæg blev så langt! Håber I har det herligt hvorend i verdenen I er.
Knus og amerikanske kram fra mig :)
Ps. Det er svært at være en miljøfreak her :(

























Endnu en spændende og interessant beskrivelse af din hverdag - tak Julie.
SvarSletmorfar